Tryghedspakke

Tryghed er et omdrejningspunkt hos Bjerregaard Plastikkirurgisk Klinik. Der kan være mange forhold, som man skal tage hensyn til i forbindelse med et kosmetisk indgreb, og alle tvivlsspørgsmål skal være afklaret, før man tager sin beslutning. Hos os får du et tilpasset forløb med din personlige kirurg.

Forløb
Forløbet består af en forundersøgelse, hvor typen af den ønskede behandling og andre spørgsmål afklares. Herefter følger en konsultation, hvor de forskellige muligheder og forventninger i forhold til behandlingen afstemmes. Her sker også en mundtlig orientering om operationsprocedure og eventuelle risici. Du kan først give samtykke til et kosmetisk indgreb 7 dage efter, at denne orientering har fundet sted. Når det er sket, følger selve operationen. Alle operationer udføres i lokalbedøvelse. Efter operationen skal du komme til suturfjernelse ca. 1-2 uger efter. Der er desuden fastlagt kontroller med bestemte intervaller for at sikre, at forløbet og resultatet er som forventet.

Efter operationen
Du har som privatpatient sikkerhed for at kunne kontakte klinikken døgnet rundt de første dage efter operationen, som regel til suturfjernelse, men andet kan aftales, hvis der er behov for det. Akut behandlingskrævende problemer opstår oftest i det første døgn efter en operation, og vi har derfor i den periode beredskabet til at imødegå sådanne situationer. Senere kan der være tale om påtrængende spørgsmål eller behov for skiftning af bandage, som vi også er klar til at håndtere uden for klinikkens åbningstid.

Resultatet
Vi stopper ikke et forløb, før det bedst mulige resultat er opnået. Da der er individuelle forskelle, kan det i nogle tilfælde ikke være muligt at opnå perfekte for eksempel symmetriske resultater, og man kan som patient og behandler være nødt til at stille sig tilfreds med det bedst mulige. Dette vil blive forklaret ved konsultationen, så forventningerne er afstemte, før der tages beslutning om en given operation.

Diskretion
Hvis du har særlige behov for diskretion, kan vi ligeledes skræddersy en løsning, som passer til disse behov. Der kan for eksempel være tale om behandling på særlige tidspunkter eller andre tiltag, som tager hensyn til din situation.