Halsfold

Halsfold (kalkunhals) er en kosmetisk og ofte også fysisk generende tilstand, og viser sig som en lodret hudfold fra undersiden af hagen til strubehovedet. Hos mænd kan den fjernes ved en mindre operation i lokalbedøvelse. Hos kvinder er halshuden finere, og derfor ikke så egnet til denne type operation. Hos kvinder kræves derfor ofte en regulær ansigtsløftning for at fjerne folden.

Patientinformation

Formål:
At fjerne en kosmetisk generende stor lodret fold på forsiden af halsen fra hagen til nederst på halsen.

Generelt:
En generende halsfold dannes hos nogle mennesker med alderen. I visse familier er der disposition til dette. En halsfold kan også opstå efter et større vægttab. I mange tilfælde skal man overveje, om det er tilstrækkeligt at fjerne halsfolden, eller om der er behov en regulær ansigtsløftning med samtidig stramning af halsen. Fordelen ved at få foretaget operation af halsfolden er at det er en mindre operation end en ansigtsløftning. Ulempen er at der kommer et større ar fortil på halsen. Hos mænd som har en kraftig hud med hårvækst bliver arret som regel næsten ikke synligt efter nogen tid. Hos kvinder som har en tynd hud ses arret som regel tydeligt.  Operationen er derfor bedst egnet til mænd og kan kun anbefales til ældre kvinder, der ikke ønsker eller er blevet for gamle til en egentlig ansigtsløftning.

Operationen:
Operationen foretages i lokal bedøvelse. Der lægges et z- formet eller zigzag formet snit på forsiden af halsen. Den overskydende hud fjernes og kanterne sys med tynde tråde.

Forløb:
Efter operationen anlægges en let forbinding. Den kan fjernes efter nogle dage. Tråde fjernes efter 1 uge.

Bivirkninger:
Hævelse og misfarvning af huden på halsen ses hyppigt. Der kan være midlertidige føleforstyrrelser af huden. Den mest betydende bivirkning er arret. Arret ligger z-formet eller zigzag- formet på forsiden af halsen og er i begyndelse rødt. Rødmen aftager efter nogen tid, sædvanligt vis efter nogle måneder, og arret bliver efterhånden hvidt.

Komplikationer:
Blodansamlinger der kræver en fornyet operation ses sjældent. Infektion i såret ses sjældent. Tykke røde ar i længere tid kan forekomme.

Forventet resultat:
Kalkunhalsen på forsiden af halsen er fjernet, men der kommer mere eller mindre synlige ar i stedet. Med tiden kan huden atter blive slap og halsfolden gendannes i større eller mindre grad

Tryghedspakke

Tryghed er et omdrejningspunkt hos Bjerregaard Plastikkirurgisk klinik.

Der kan være mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med et kosmetisk indgreb, og hos os får du et tilpasset forløb med din personlige kirurg.

Læs mere here