Botulinumtoxin (“Botox”)

Botox er en nervegift, som i meget små mængder kan anvendes til at korrigere uønskede muskelfunktioner. Herved kan rynker i panden, omkring øjnene og munden fjernes. Virkningen er ikke varig og holder fra 3-9 måneder.

Botox anvendes også til et at dæmpe svedtendens og til sygelige krampetilstande i musklerne hos både helt små børn og voksne.

Patientinformation

Formål:
At udglatte rynker i den øvre del af ansigtet: rynker mellem brynene, panderynker og smilerynker omkring øjnene.

Generelt:
Botox er navnet på det mest kendte produkt som indeholder stoffet Botulinumtoxin Type A, og er dannet af Clostridium Botulinum bakterien. Præparatet har været anvendt i mere end 25 år til behandling af muskelspasmer hos både voksne og børn, og igennem mange år til behandling af ansigtsrynker. Præparatet forhindrer musklerne i at trække sig sammen, hvilket medfører at den overliggende hud bliver glat. Botox og tilsvarende produkter er særlig velegnet til behandling af rynker og furer i øverste del af ansigtet. Mindre rynker i den nedre del af ansigtet som f.eks. omkring munden og rynker på halsen kan evt. også behandles med forsigtighed. Præparatet kan endvidere anvendes til at nedsætte svedproduktionen i hænder, armhuler og fodsåler.

Behandlingen:
Under behandlingen sprøjtes med en tynd kanyle meget små mængder af stoffet ind under huden i musklen på udvalgte steder. Efter behandlingen skal man undgå at berøre det behandlede område de næste par timer. Efter behandling i ansigtet bør man ikke lægge sig ned de første par timer, da man ellers risikerer forskydning af det indsprøjtede middel og dermed risiko for uønskede virkninger. Virkningen på de behandlede muskler indtræder efter nogle døgn og forsvinder efter 3-6 måneder. Behandlingen kan gentages med måneders mellemrum, når de uønskede rynker dukker frem igen.

Bivirkninger:
De hyppigste bivirkninger er relateret til den lokale indsprøjtning med rødme og hævelse i det behandlede område. Enkelte kan ved behandling af den øvre del af ansigtet udvikle hovedpine 1-2 dage efter behandlingen.

Komplikationer:
I sjældne tilfælde kan der efter behandlingen i øverste del af ansigtet optræde sænkning af enten det øvre eller nedre øjenlåg eller ekstremt sjældent lammelser i den nedre del af ansigtet i form af hængende mundvig. Disse gener svinder spontant indenfor 2-4 uger.

Forventet resultat:

Udglatning af rynkerne i de behandlede områder på grund af nedsættelse af muskelaktiviteten.

Tryghedspakke

Tryghed er et omdrejningspunkt hos Bjerregaard Plastikkirurgisk klinik.

Der kan være mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med et kosmetisk indgreb, og hos os får du et tilpasset forløb med din personlige kirurg.

Læs mere here